Projekter
Foredragsholder og moderator
I mit arbejde med bogen 'Bloody Hell' og alle de henvendelser, jeg oplever i kølvandet på den, ser jeg et kæmpe behov for at sætte endometriose - og kvindesygdomme generelt - i fokus. Når jeg offentligt taler om udfordringerne med sygdommen, oplever jeg stor diskussionslyst og ofte også en kæmpe frustration. Både hos patienter, pårørende og lægefaglige specialister.
Derfor blander jeg mig også i den offentlige debat og sætter spørgsmålstegn ved, om vi håndterer kvinders sundhed godt nok i Danmark, som det er i dag. Og mine foredrag tager derfor udgangspunkt i 'Bloody Hell', kvinders sundhed og det at leve med en kronisk sygdom.
I november 2023 var jeg moderator for en høring i Folketingets Sundhedsudvalg om endometriose. Herunder er min præsentation, du kan se hele høringen ved at følge linket her.
Forfatter
I oktober 2020 udgav jeg bogen 'Bloody Hell'. Den er en beskrivelse af mit forløb med den kroniske underlivssygdom endometriose, og jeg skrev den primært, fordi jeg selv savnede sådan en bog, da jeg var allermest syg.
Siden har bogen vist mig, at vi som samfund har et stort problem med sygdommen, som af mange stadig er helt ukendt, selvom den anslås at ramme 130.000 kvinder.
For at udbrede kendskabet og ikke mindst give kvinder med endometriose et univers at føle sig set i, startede jeg også bloggen Bloody Hell.
Journalist og vært
TV stiller krav til, at du ved, hvad du vil med din fortælling og forstår at formidle den. På radio lærer du at holde gryden i kog. Og her opnår du også de gode, dybe og til tider overraskende samtaler. Og dem elsker jeg.
Fælles for begge medier er, at stemningen i studiet kan fornemmes bag skærmen og højtaleren. Jeg har altid sat en ære i at skabe en god forbindelse til mine gæster og medværter, så man kan mærke den gensidige respekt hjemme i stuerne.
Utallige håndboldslutrunder, fodbold VM og OL har jeg dækket, og det har givet en masse erfaring og et perspektiv på mit fag, som jeg ellers skulle have brugt mange år på at opbygge.
Podcasts
Lyd er en vidunderlig og intens måde at videreformidle gode historier, vigtige budskaber eller andet, der har betydning.
Det er en journalistisk spændende udfordring at producere podcasts fra start til slut. Der er et utal af historier derude, og podcast er et perfekt format til, hvad det skal være. Fra ideen bliver præsenteret i sin rå form, til der ligger en færdig podcast er der et stykke vej, men processen er spændende, og det vigtigste er, at den portrætterer emnet på bedste vis.
Du kan høre eksempler på podcasts, jeg har produceret her.